
Sagt af Salling
Herman Salling drev værdibaseret ledelse, før nogen management-teoretiker overhovedet opfandt dette begreb.
Mange af Herman Sallings udsagn om, hvordan god ledelse eller godt købmandsskab skal praktiseres, kan den dag i dag findes som plancher eller skilte i mange kontorer eller mødelokaler hos Dansk Supermarked.
På denne side kan du finde en række Salling-citater – der giver et godt indblik i firmaets kultur og værdier:
Om ledelse:
”En afgørende forudsætning for succesrig ledelse er, at man har dygtige ledere og medarbejdere. Det er jo begrænset, hvad en enkelt mand kan præstere.”
Om handling:
”Livet har lært mig altid at sætte tidsfrister på afgørelser. Ellers kan man blive ved med at snakke i årevis. Det fører ingen steder hen. Men er der en tidsfrist, så sker der noget.”
Om beslutninger:
”Når først beslutningen er truffet, skal den realiseres hurtigt.”
Om detailhandel:
”Hvis man vil klare sig i detailhandelen, er det helt afgørende at vide, hvad det er for varer, kunderne vil have. Man skal hele tiden have fingeren på pulsen. Der findes ikke en branche, der er mere omskiftelig end detailhandel. Derfor er den også så spændende og så udfordrende at beskæftige sig med."
Om politik:
”Vores opgave er at være indkøbschefer for vore kunder. De får, hvad de vil have. Vi skal ikke til at omvende folk med politiske budskaber i tide og utide.”
Om medarbejdere:
”Der er nogle ting, man kan kræve af sine medarbejdere, og som alle kan forholde sig til. Det er ærlighed, flid, pligtopfyldelse og præcision. Det kan man forlange af alle.”
Om service:
”Vi skal tage venligt og godt imod vore kunder og behandle dem som de kære gæster, de er.”
Om konkurrence:
”En sund konkurrence de handlende imellem er forbrugernes bedste sikkerhed mod at blive taget ved næsen. En god forretningsmand vil aldrig narre sine kunder. Han kender resultatet.”
Om kunder:
”Glem ikke, at kundernes dom er den hårdest tænkelige – de kan blive væk. Hvis vi ikke gør vores arbejde godt nok, har vi ingen eksistensberettigelse.”
Om møder:
”Dybest set udspringer de mange møder af en sygelig angst for at træffe beslutninger.”
Om Dansk Supermarkeds vækst:
"Det var ikke min plan, at det skulle udvikle sig til en koncern af den størrelse, den har i dag. Men det er på den anden side vigtigt, at en virksomhed hele tiden vokser. For gør den ikke det, så dør den. Man skal bare hele tiden sørge for, at den ikke vokser hurtigere, end økonomien kan bære.”
Om 100 år med Salling Stormagasiner:
”Alt det her har kun kunnet lade sig gøre i kraft af kundernes tillid, tålmodighed og venlighed.”
Om partnerskabet med A.P. Møller-Mærsk:
”Det er betryggende at vide, at når jeg er død, så sidder A.P. Møller stadig i Dansk Supermarked. Man kan ikke få en bedre partner.”
Alle citater af Herman Salling, (1919-2006), Dansk Supermarkeds stifter.
Alle er velkomne til at bruge disse citater med behørig kildeangivelse.