Uddannelse i Dansk Supermarked
Dansk Supermarkeds holdning til uddannelse er strategisk forankret i vores vision ”at være kendt og bedømt som det bedste indkøbssted”.
Dette betyder, at vi ønsker at tiltrække, fastholde og motivere velkvalificerede og engagerede ledere og medarbejdere, som gennem godt købmandskab og ledelse med et menneskeligt ansigt kan være med til at realisere visionen. Denne faglige og personlige kompetence erhverves gennem løbende uddannelse og udvikling på alle niveauer i virksomheden.
Som en konsekvens af dette, har Dansk Supermarked eget kursuscenter i Ebeltoft, hvor der udbydes en lang række ledelsesmæssige og handelsfaglige kurser. På kursuscenteret gennemfører vi årligt kurser for omkring 7.000 interne kursister fordelt på ca. 125 forskellige kursustyper. Målgruppen for kurserne er elever, medarbejdere, ledere og chefer i såvel de centrale funktioner som i vores varehuse. Alle kurserne er udviklet ud fra en ambition om at skabe ikke kun dagens, men også morgendagens resultater.
I Dansk Supermarked lægger vi vægt på, at uddannelse og udvikling går hånd i hånd med din dagligdag. Som følge af dette beslutter du i samarbejde med din chef, hvilke kurser du ønsker at deltage på samt hvornår. Således sikres det, at kurset svarer til netop dine faglige og personlige kompetencer og udfordringer. Uanset hvilket kursus du deltager på, vil fokusset være på den praktiske implementering.
Kurserne udvikles og gennemføres af dygtige og engagerede undervisere fra HR-afdelingen i tæt samarbejde med chefer fra Dansk Supermarkeds egne varehuse og centrale funktioner samt en række erhvervsskoler. På denne måde sikres den optimale blanding af teori og praksis.
Fælles for alle kurser er, at de gennemføres som tilstedeværelsesforløb med 20 procent vægt på teori og 80 procent vægt på jobrelaterede eksempler, øvelser og cases.
Selve kurset er en lille del af kursusforløbet, der både indeholder foropgaver og hjemmeopgaver, hvilket er med til at sikre et forløb, der ikke kun handler om at være på kursus, men om at skabe udvikling og brugbare resultater på både kort og langsigt.
Hvor det i vores butikker er kunden, der er i fokus, er det her medarbejderens behov og udbytte, der er det vigtigste.